Missionshuset på Tunø
Dit sommerhus, det gamle missionshus, ligger ca fem-ti minutters gang fra havnen, hvor du kommer ind med Tunø Færgen. Der er to afgange hver dag. Fra terrassen kan du følge med i livet og hilse på de der kommer med færgen. Tunø byder på gode børnevenlige badestrande, og sommerhuset ligger tæt på to gode badestrande samt alle spisestederne.


Spisesteder på Tunø
Et stenkast op af Tunø hovedgade finder I Thunø Kro som serverer lokale og økologiske lækkerier til fornuftige priser. Krofatter er en ekcentrisk filosof og åbner kun når han har lyst. God mad tager også tid, men man må sige maden er lavet så englene synger over Tunø. Der er dagens ret, take it or leave it.
Et stenkast til den anden side lokker Det Gamle Mejeri med masser af muligheder og à la carte menu med gode idéer til både frokost og middag. Fra deres terrasse kan I se ud over vandet og se sejlerne lægge til kajs i lystbådehavnen. Mejeriet har et flot udvalg af specialøl og baren har mange gode sager fra øverste hylde.
På havnen bør I ikke snyde jer selv for et stjerneskud på Røgeriet. Det er en ægte Tunøklassiker, men I finder også andre frokostanretninger og de har et lækkert udvalg af røgvarer. Der er salg ud af huset og I kan købe jeres egen fisk til grillen. En god gåtur rundt om øen bør lægge ruten forbi Blåkærgaard. Her kan I få kaffe og kage, men de laver også fabelagtige pizzaer og snedige drinks!
Skal det være nemt så tag et slag minigolf og en hotdog på Stalden, eller hent en pizza i Købmandsbutikken. Det gamle posthus midt i byen byder i øvrigt også på lette anretninger og gode øl.
Natur ...
At gå Tunø rundt langs vandet er en tur på kun cirka syv kilometer. Start hjemme i sommerhuset og slut med en forfriskning på kro eller Mejeriet. Undervejs kommer du forbi ældgammel naturskov, hvide sandstrande og høje skrænter. Har du øjnene med dig kan se både sæler og marsvin, rådyr, fasaner, den sjældne alkefugl tejsten og stormmåger og meget mere.


Seværdigheder
Tunø kirke som ligger meget tæt på sommerhuset er en af de eneste kirker som også er fungerer som fyrtårn (yes, stadig den dag i dag.) I gamle dage hed det sig, “at på Tunø sover præsten hos fyrmesterens kone.” Det var nu ikke så skandaløst, for præsten var nemlig også fyrmester. Uanset hvad er en udsigtstur op i fyrtårnet populært for store og små. Klods op ad kirken ligger det gamle vandtårn, som i dag huser forskellige kunstudstillinger i sommerhalvåret, og der er mere kultur at få ved galleriet ved Cafe Eggert, på hjemstavnsmuseet, samt den gamle åbne smedje ved gadekæret.
Vil I ikke trave øen rundt, kan I bestille en traxa (det lokale svar på en taxa på den bilfri ø) eller leje cykler på havnen. For børn er der en stor forhindringsbane, skattejagt, (spørg ved havnen,) minigolf og selvfølgelig nogle super gode badestrande.
Tunø Dage
Mange husker nok Tunø musikfestival fra gamle dage. Det var råhygge, kold fadøl, høj sol og god musik. I dag holder øen Tunø dage istedet, og det ligger altid i August. Normalt er alle sommerhuse, hele campingpladsen osv. fuldt booket, så det er godt at være ude i god tid med at booke jeres sommerhus på Tunø.



